Mægling
Har du svært ved at kommunikere med din værtsfamilie? Og er der indimellem misforståelser eller små konflikter? Så kan Au pair Support sandsynligvis hjælpe jer. Vi tilbyder mægling til au pairer og værtsfamilier, som er interesseret i at fortsætte forholdet, men som har brug for lidt hjælp til en bedre dialog. Ved at søge hjælp i tide kan en konflikt, der ellers ville ende med, at I vælger at gå hver til sit, måske undgås.
Frivilligt netværk
Har du lyst til at møde andre mennesker uden for værtsfamilien, er Dansk Flygtningehjælps frivillige netværk en mulighed. Netværket, der findes de fleste steder i landet, byder på aktiviteter som lektiehjælp, sprogtræning, udflugter, syklubber og sociale og kulturelle arrangementer. Kontakt Au pair Support og hør mere om netværket i dit område.
Individuel rådgivning
Er du i tvivl om dine rettigheder og pligter som au pair, kan du kontakte Au pair Support for at få råd og vejledning. Det kan eksempelvis dreje sig om typerne af arbejdsopgaver, du bliver bedt om at udføre, eller hvad du kan gøre, hvis du synes, at forholdet til værtsfamilien fungerer dårligt.
Kontaktperson
Står du i en vanskelig situation, som du ikke kan tale med din værtsfamilie om, er du altid velkommen til at kontakte Au pair Support. Vores rådgivere kan hjælpe dig med at få styr på dine rettigheder og handlemuligheder. Og har du bare brug for en person, du kan tale med dine bekymringer om, kan Dansk Flygtningehjælp tilbyde en kontaktperson gennem vores netværk af frivillige. Kontaktpersonen kan ikke hjælpe dig i konkrete problemstillinger – men kan lytte og støtte i svære perioder.
Sprogundervisning
Vil du gerne lære dansk, kan du få undervisning på et af landets sprogcentre, heriblandt på sprogcentret Lærdansk, som hører under Dansk Flygtningehjælp. Som au pair har du ret til to modulers danskundervisning. På Lærdansks hjemmeside kan du finde flere oplysninger om sprogcentrene og undervisningen.
Frivilligrådgivning
Vil du vide mere om reglerne for studie- og arbejdstilladelser eller familiesammenføring, kan du kontakte en af Dansk Flygtningehjælps frivilligrådgivninger eller Au pair Support. Frivilligrådgivningernes adresser og åbningstider finder du på Frivillignets hjemmeside.



