Når du søger
For at få opholdstilladelse i Danmark som au pair skal Udlændingeservices ansøgningsskema for au pairer benyttes. Skemaet indeholder en vejledning i, hvordan det udfyldes og hvilken dokumentation, der skal vedlægges. Proceduren er sådan, at den familie, du har kontakt med i Danmark, først udfylder skemaet (del 2 og del 3) og sender dette til dig. Herefter udfylder du din del af skemaet (del 1 og 2), vedlægger den krævede dokumentation og afleverer den endelige ansøgning.
Her afleveres ansøgningen
Ansøgningen afleveres eller sendes til et dansk generalkonsulat eller en ambassade i dit hjemland. Har du haft registreret bopæl uden for dit hjemland mere end de sidste tre måneder, kan en dansk repræsentation i dette land eller et andet land benyttes. Bor du i Filippinerne, kan ansøgningen sendes eller afleveres til den norske ambassade i Manila.
Hvis ansøgningen afleveres i Danmark
Afleveres ansøgningen først, når du er kommet til Danmark, kan Udlændingeservice afvise den. Herefter er du nødt til at rejse tilbage til dit hjemland og ansøge herfra. Hvis du opholder dig lovligt i Danmark, når du indgiver din ansøgning, afvises den ikke. I dette tilfælde kan du opholde dig i Danmark, indtil sagen er behandlet af Udlændingeservice. Afvises ansøgningen, kan du klage over afgørelsen til Integrationsministeriet. I Danmark kan ansøgninger afleveres til Servicecenteret i Udlændingeservice eller det lokale politi (uden for Storkøbenhavn).
Svar på ansøgningen
Afgørelsen på ansøgningen sendes til den repræsentation, hvor du har søgt. Herefter får du afgørelsen sendt med posten, eller du bliver bedt om at komme og få den udleveret på repræsentationen. Har du søgt fra Danmark, sendes afgørelsen til din adresse, til din advokat, via en besked fra politiet eller ved personligt møde i Udlændingeservices Servicecenter – og ved afslag får du besked om at forlade Danmark inden en bestemt dato. Det vil fremgå af afgørelsen, hvordan du kan klage over den.
Du kan finde flere oplysninger om, hvordan du ansøger på Udlændingeservices hjemmeside.



