Au Pair Support

Særlige regler

Ferielovgivning og skatteregler
Ifølge reglerne må au pairen ikke udføre andet end huslige pligter for værtsfamilien indenfor de fastsatte tidsgrænser. Ansættelsen er dog som et normalt arbejdsgiver-/lønmodtagerforhold underlagt dansk ferielovgivning og danske skatteregler. Det bør aftales fra starten af opholdet, hvordan ferie ønskes afviklet. For mere information om feriereglerne se pjecen "Au pairer har også ret til ferie," på Styrelsen for Fastholdese og Rekrutterings hjemmeside. Du kan også kontakte Feriekontoret på telefon 33 95 52 20, man-tirs og tors-fre mellem 10-12. Spørgsmål om eventuel beskatning besvares af skatteforvaltningen i værtsfamiliens kommune.

Folkeregister, sygesikring og forsikringer
Værtsfamilien skal sørge for, at au pairen tilmeldes folkeregister og sygesikring senest 5 dage efter ankomsten til familiens hjem – og frameldes igen når opholdet slutter. Har man ikke frameldt en tidligere au pair i folkeregistret, vil man som udgangspunkt få afslag på en ansøgning om en ny au pair. Skal au pairen arbejde mere end 400 timer inden for et kalenderår, skal værtsfamilien tegne en arbejdsskadeforsikring. Læs mere om denne på Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside. Værtsfamilier skal desuden tegne en fritids- og ulykkesforsikring samt en forsikring, der dækker omkostningerne til hjemtransport i tilfælde af au pairens død, alvorlige sygdom eller ulykke. Alle tre forsikringer tegnes hos et privat forsikringsselskab.